I Danmark arrangeres der poetry slam af Peter Dyreborg & Co., samt af en række foreninger, og DM i poetry slam arrangeres af de faste arrangører i fællesskab, se neden for.
Poetry slam i Valby Kulturhus
Cirka seks gange om året arrangerer Peter Dyreborg & Co. poetry slam i Valby Kulturhus i samarbejde med Kultur V (tidligere Kultur Valby).
I løbet af foråret afholdes typisk to særlige temashows, hvor poetry slammerne sædvanligvis er erfarne performere, der er inviterede. Det er derfor ikke muligt at tilmelde sig disse arrangementer som optrædende slammer.
I løbet af efteråret afholdes kvalifikationsrunder til KBH-mesterskabet i poetry slam, der er en åben konkurrence, dvs. at alle kan stille op som poetry slammer, både erfarne og uerfarne, både mestre og debutanter side om side, og slammere fra hele Danmark er velkomne, da det ikke er et krav, at man er bosat i København eller hovedstadsområdet. Finalen i KBH-mesterskabet afholdes i januar.
Find arrangementer på www.PeterDyreborg.dk/kalender.
Poetry slam i Skuespilhuset
Cirka fire-fem gange om året arrangerer Peter Dyreborg & Co. poetry slam i Skuespilhusets foyer i samarbejde med Det Kongelige Teater.
De optrædende er typisk blandt de bedste poetry slammere i Danmark, dels vindere af DM og andre mesterskaber, dels de slammere, der er med i vores bookingbureau eller som gennem en længere periode har markeret sig godt i miljøet. Det er derfor ikke muligt at tilmelde sig disse arrangementer som optrædende.
Find arrangementer på www.PeterDyreborg.dk/kalender.
Poetry slam på engelsk
Tidligere arrangerede Peter Dyreborg & Co. en fast række shows med poetry slam på engelsk i Valby Kulturhus, men i dag arrangeres disse typer af shows kun som enkeltstående arrangementer diverse steder. Der er tale om 100% engelsksprogede arrangementer, der både henvender sig til herboende engelsktalende expats og repats, men også turister og danskere m.v. Slammet er en semi-åben konkurrence, dvs. at de optrædende er en blanding af inviterede poetry slammere, fx fra udlandet, samt herboende engelsktalende slammere, der har tilmeldt sig som optrædende.
Poetry slam på Brønderslev Forfatterskole
Hvert år står Peter Dyreborg & Co. i spidsen for poetry slam-kurset på Brønderslev Forfatterskole, som henvender sig til unge fra 13 år til og med 20 år.
Opholdet varer en uge, og afholdes typisk den sidste uge i juli/første uge i august. Der er sædvanligvis ansøgningsfrist i maj.
Læs mere om poetry slam-kurset og de øvrige hold, fx i novelleskrivning, ved at klikke hér.
Andre steder for poetry slam
De arrangører, der er nævnt neden for, kan fx findes på og kontaktes via Facebook.
Foreningen CopenOpen arrangerer poetry slam i København K, foreningen PS Fyn arrangerer poetry slam i Odense og Svendborg, foreningen HAPS arrangerer poetry slam i Aarhus, og foreningen Slamfrø arrangerer poetry slam i Aalborg. Derudover er der også poetry slam-arrangementer på fx Horsens Ny Teater, Magistraten i Silkeborg og Team Teatret i Herning.
Hvis du tilmelder dig vores nyhedsbrev vil du én gang om måneden få besked om de shows og poetry slams, vi har kendskab til, også slams hos de andre arrangører.
Både Peter Dyreborg & Co. og de andre arrangører står til tider bag shows andre steder og i andre byer, og engang imellem er der også helt andre grupper, som stabler shows på benene, men dette er dog som oftest enkeltstående begivenheder. Peter Dyreborg & Co. har dog i efteråret 2017 også startet en ny scene for poetry slam på Sønderborghus/Mejeriet i Sønderborg.
Alle de offentligt tilgængelige arrangementer, som Peter Dyreborg & Co. står bag, kan findes på www.PeterDyreborg.dk/kalender.
DM i poetry slam
DM i poetry slam arrangeres af de faste arrangører i fællesskab, dvs. Peter Dyreborg & Co., CopenOpen, PS Fyn, HAPS og Slamfrø. Der afholdes kvalifikationer i de forskellige byer i løbet af efteråret, og med finale i januar/februar. De senere år har afholdelsen af finalen gået på skift mellem byerne. Der arrangeres også særlige lokale by- og regionale mesterskaber i Danmark, fx KBH-mesterskabet, Aarhus-mesterskabet og Fyns-mesterskabet. Vinderen af DM sendes til deltagelse i forskellige internationale konkurrencer, herunder VM i Paris, som typisk afholdes i juni, og EM, der går på skift mellem forskellige lande og arrangører, samt det skandinaviske/nordiske mesterskab, der også går på skift mellem forskellige lande og arrangører.
Du kan finde meget mere om poetry slams historie og udvikling i Danmark på Peter Dyreborgs hjemmeside, klik her.